En meget simpel og original kampagne fra Brasilien med titlen Half for Happiness. Casa do Zezinho er en NGO organisation, der her er gået sammen med to lokale supermarkeder for at give begrebet “At dele” en ny og meget forståelig mening. Et udvalg af friske råvarer i supermarkederne bliver delt i to og ompakket. Herefter bliver den ene halvdel solgt til fuld pris – hvor den anden halvdel af maden går til Caso do Zenziho’s egne suppekøkkener til hjælp på gaden.
Respekt for et meget konkret støtteprojekt. Respekt for supermarkedernes medvilje. Og respekt for ideen.
Jeg har i et stykke tid fulgt den digitale antropolog, Genevieve Bell. Både fordi hun er chef for The Interaction and Experience Research Group hos Intel, og fordi Fast Company for et par år siden satte hende på listen over de 50 mest kreative folk i det globale erhvervsliv. Men mest af alt fordi hun har et fantastisk indblik i det moderne menneskes adfærd online. Ikke via tal, data og kvantitet. Men primært via en menneskelig og under huden tilgang. Hun kan dissikere os og vores digitale løgne, bedrag og illusioner som ingen anden. I 2011 udgav hun også bogen Divining a Digital Future, som kan anbefales.
Et af hendes fokusområder er vores manglende evne til at kede os. Hver gang vi har et minut i overskud, bruger vi det på mobilen, på iPad’en, på mailen, på tv, på Facebook etc. Vi er kort sagt holdt op med at sidde lige så stille og roligt og stirre ud i luften uden at lave noget som helst. Og man kan sige, at det på den ene side er en naturlig udvikling, fordi vi netop har fået adgang til alt dette og verden går sin gode gang. På den anden side, kan man også overveje, om vi overhovedet giver os selv roen til at sidde og tænke os om. Jeg tror på, at store ideer udspringer af inspiration og af god pingpong med andre, men også af at give sig selv tid til at tænke sig om. Og derfor er det ikke helt dumt at have evnen og modet til at kede sig.
Se hendes lille indslag her på TED. Bær over med hende, hun er en lidt akavet nørd. Men hun har en god pointe.
Godt nytår.
Jeg vil ikke starte året med at kloge mig om nytårsfortsættere (virker de egentlig?), men i stedet lade den strategiske planner ved Wieden + Kennedy, Anibal Casso, skyde 2012 igang her på bloggen:
here we are.
a new year has begun and we’re supposed to take some time to reflect on the stuff we want to accomplish throughout the next 363 days…
boy, i’m not really into writing resolutions or anything like that but this time i’ll make an exception since 2011 was really kind to me and pretty much feels like i owe it back to the years.
so, only one resolution for 2012:
a better balance between less and more.
[less time tweeting to strangers, more time writing to the ones i dear]
[less brain cells thinking about intellectual rubbish, more into finding ways to make my friends’ lives - and my own - a bit more fun & special]
[less time consuming, more creating]
[less of me online, more offline]
ultimately, less energy devoted to trivialities and much more into experiencing the things that truly matter.
i’m determined to make 2012 my bitch. let’s make it count.
Der er gang i skægget. To bevægelser vil have mænd igang med at gro det. En helt anden sætter det på kvinder og laver 70′er femi-aktioner. Og en helt fjerde handler om sex.
Den ene er Movember, som er en bevægelse der kommer fra Australien. Det handler om at give støtte til mænds helbredsproblemer i bred forstand og det sker, ja, gennem skægget.
Den anden er Kræftens Bekæmpelses kampagne “Det er ikke kun for skæg”, der handler om at støtte og gøre opmærksom på kræft, der kan ramme mænd. Her kan man støtte kendte mænds skæg gennem donationer, og de opfordrer mænd generelt til, ja, til at lade skægget gro.
En helt anden bevægelse med et HELT andet formål er La Barbe (fransk for skæg og noget i retning af skrid og hold kæft). Det er en fransk femi-aktionsgruppe, der fornyeligt kom til Danmark for at lære de danske kvinder at lave aktioner mod mandlig dominans iført skæg. Også Dronning Margrethe fik et skæg på, for selvom vi både har kvinder på tronen og på statsministerposten, mener La Barbe stadig, at det er mændene, der sidder på magten i Danmark.
Den skarpe læser kan nu konstatere, at hvis man vil være med, hvor det sker eller bare sende de rigtige korrekte politiske signaler, er det bare med at lade skægget gro som mand eller tage skægget på som kvinde. Og det er jo i sig selv lidt skægt:-)
Eller man kan bare tage den lidt med ro og i stedet have sex med én med skæg:
Af mari-louise | November 10th, 2011 | 1 kommentar »
Jeg har tidligere skrevet om PostSecret her på bloggen, som er en meget stor og helt unik samling af anonyme menneskers hemmeligheder. Jeg er en kæmpe fan. Noget af det bedste inspiration er hemmeligheder – næst efter løgne.
Challenge: Create an image out of a word, using only the letters in the word itself.
Rule: Use only the graphic elements of the letters without adding outside parts.
Et ord kan skabe 1000 billeder. Se selv og husk lyd:-)
Min tidligere dejlige kollega, Yun Mi Antorini, har gjort mig opmærksom på fotografen Irina Werning og hendes ret så interessante projekter. Herunder er et par stykker fra hendes projekt Back to the Future, som vist taler for sig selv.
Overvejer at prøve det af selv på mine egne barndomsbilleder:-)
Af mari-louise | September 30th, 2011 | 1 kommentar »
Hvordan vælger vi? Hvordan og hvorfor vælger vi lige præcis dén og ikke dén vare på hylden?
Hør et godt bud fra professor i sociologi Renata Saleci, der viser, at det individuelle valg sjældent er baseret på simple rationelle beslutninger med et forventeligt udfald…
Faldt lige over en gammel kending, som indeholder eviggyldige sandheder om kreativitet. Det handler om Michael Michalko‘s “Eight Paradoxes of Creativity”:
To create, a person must
have knowledge but forget the knowledge.
see unexpected connections in things but not have a mental disorder.
work hard but spend time doing nothing.
create many ideas yet most of them are useless.
look at the same thing as everyone else, yet see something different.
Vi har altid haft rigtigt dygtige praktikanter her på envision og én af dem, Jytte Müller, sendte mig denne interessante historie.
Det handler kort sagt om, at vi som mennesker og individer går rundt og bilder os selv ind, at vi åh så unikke, men i virkeligheden adskiller vi os kun ved at antage en gruppe-identitet. For vi er jo som bekendt flokdyr.
Fotograf Ari Versluis og Ellie Uyttenbrock har arbejdet sammen siden 1994 på et projekt, der netop tydeligt beviser, at vi ikke er indviduelt unikke, men gruppe-unikke. Projektet hedder Exactitudes. På en systematisk måde har de taget billeder i Holland, samlet dem i ens grupper og visualiserer vores behov for fællesskabet. Et både morsomt og tankevækkende projekt, der rummer interessante forbrugerindsigter!
